Kontraktmøde med HusCompagniet

Efter en lille uges venten ringede vores advokat og meddelte at han var blevet enig med HusCompagniet med kontraktbetingelserne. 🙂 Kort efter ringede HusCompagniet og vi aftalte at mødes Tirsdag d. 11 Juni, til gennemgang af materialer samt underskrift af kontrakt.

Jeg vil til hver en tid anbefale at få en advokat til at kigge betingelserne igennem, således man er 100% sikker på betydningen af hver paragraf samt eventuelle tilføjelser der måtte være. Den kontrakt HusCompagniet bruger er ABT93, hvilken er standard betingelser til total entrepriser. Allerede der er man nogenlunde godt stillet. Som bilag til kontrakten fik vi tilføjet følgende betingelser:

  1. Der skal ikke stilles bankgaranti henset til, at byggeriet først er fastsat til den 1.4.2015. Bankgaranti skal være etableret senest 1.4.2015, dog senest 1 uge før arbejdet på grunden (jordarbejdet) påbegyndes
  2. HusCompagniets tilbud på ekstrafundering skal indgå som en del af entreprisekontrakten og vedlægges som bilag (bilag 4).
  3. Skal der stilles en pengeinstitutgaranti på et senere tidspunkt, kan det ikke accepters, at der skal være tale om en blank anfordrings garanti. Hvis HusCompagniet ønsker udbetaling i henhold til sikkerheden, skal entreprenøren skriftligt fremsende meddelelse til køber og pengeinstituttet med angivelse af størrelsen af det krævede beløb. Der skal herefter ske udbetaling til HusCompagniet inden 10 arbejdsdage fra meddelelsens fremkomst med mindre køber forinden overfor Voldgiftsnævnet har fremsat begæring om beslutning specielt med henblik på, om entreprenørens udbetalings krav er berettiget.
  4. Købesummen er først forfaldent, når fejl og mangler på afhjælpningsliste er udbedret, og sælger kan således først anmode om frigivelse af bankgaranti, når fejl og mangler er udbedret.
  5. Mangler, som påvises ved aflevering, skal vederlagsfrit være afhjulpet senest 4 uger efter aflevering.
  6. Ad almindelige betingelser § 10. Sælger må ikke ændre konstruktioner eller udførelsesmåder uden skriftlig accept fra køber.
  7. Køber ønsker, at der udarbejdes en tidsplan. Tidsplan skal være udleveret inden opstart af projekt.
  8. Køber ønsker udleveret en byggenøgle.
  9. Køber skal have ret til at sætte byggesagkyndig på.
  10. Køber skal have ret til omkostningsfrit indtil 31.12.2014 at ændre i materialer og plantegning. Såfremt køber vælger dyre løsninger eller materialer, skal der fortsat betales herfor.
  11. Alle de opgaver, som køber selv skal forestå, skal fremgå af kontrakten.
  12. Der ønskes fast aftale om byggemøder – gerne ugentligt og gerne som telefonmøder. Det forventes, at der bliver tale om mandagsmøder.
  13. Hvis sælger vælter eller beskadiger skelpæle, skal disse genetableres af sælger for sælgers regning.

NU er kontrakten underskrevet og HusCompagniet skal bygges vores hus, vi glæder os 🙂

PS. Ønsker du et par råd  til kontrakten, så kontakt os, vi hjælper gerne.

– Regina & Mads

Skriv et svar