Bankskifte i 11. time

Dagen før bankgarantien skulle stilles overfor HusCompagniet, fik vi endelig beregningerne og vurderingen på projektet. Det er simpelthen en jungle at sammenligne beregninger fra forskellige banker.

Jyske bank og Nykredit, kunne desværre ikke tilbyde så gode renter på banklånet, så vi måtte takke nej til dem. Tilbage var Sydbank, som vi er kunde hos, og Nordea som vi tidligere har haft samtaler med omkring dette projekt.

Rentesatsen var ens i begge banker, men ÅOP var lidt højere hos Nordea end Sydbank. Det ville normalt gøre at man ville vælge den billige ÅOP, men heldigvis blev vi lidt klogere på det punkt. Da vi kiggede vurderingen nærmere igennem kunne vi se at Sydbank havde vurderet projektet til 3.000.000,- mod 3.100.000,- hos Nordea. Som tidligere beskrevet kan vurderingen have stor betydning. For os betyder det at vi kan låne flere penge i realkreditforeningen, og dermed et mindre banklån. Så selvom ÅOP’en hos Sydbank var lavere ville vi ved en afbetaling over 10 år spare 90.000,- kr. hos Nordea. Og med den besparelse, skal der virkelig være forskel i ÅOP for at hente det over 10 år 🙂 ÅOP kan selvfølgelig godt sammenlignes i nogen situationer, det kræver dog at lånets størrelse er lige stort.

Til at hjælpe har vi benyttet en “Låneberegner” på nettet som virkelig har været en stor hjælp, til at skabe overblik.

Så udslaget for os var helt sikkert vurderingen. Så vores anbefaling er hvis man står i samme situation som os, ikke nødvendigvis at ligge alt for meget vægt på renten, men mere størrelsen på lånet, og løbetiden. På låneberegneren kan man nemt se hvad udgifterne er samlet over f. eks. 10 år.

Derfor har vi nu valgt at skifte bank til Nordea 🙂

– Regina & Mads

Skriv et svar